Nyt nationalt symbol skal hjælpe mennesker med demens
Demens er svært at se. Derfor har Danmark fået et nyt symbol til mennesker med demens. Symbolet er en håndsrækning, der skal gøre det tryggere for mennesker med demens at færdes i det offentlige rum – også i Rudersdal. Derfor samarbejder Ældre Sagen, Seniorrådet, DemensNetværk Rudersdal og Rudersdal Kommune om at sætte fokus på det nye symbol.
Selvom der alene i Rudersdal er mere end 1.000 mennesker, der lever med demens, er det en tabuiseret sygdom, som ofte er usynlig. Det nye demenssymbol skal derfor give omverdenen bedre mulighed for at hjælpe og udvise tålmodighed i mødet med en person, som har en demenssygdom. For det er typisk det, man har brug for i mødet med andre mennesker, når man har demens.
En håndsrækning
Birgitte Schjerning Povlsen, formand for Social- og Sundhedsudvalget i Rudersdal Kommune, udtaler:
”Tanken er, at når man ser en person der bærer symbolet, er man lidt ekstra opmærksom og kan eventuelt tilbyde sin hjælp. Det er ikke altid, der er brug for konkret hjælp, ofte blot lidt mere tålmodighed. Derfor er det alfa og omega, at så mange som muligt kender symbolet. Jeg er derfor rigtig glad for, at vi kan tilbyde symbolet gratis til borgere med demens i Rudersdal”.
Symbolet er udviklet i tæt samarbejde med mennesker med demens og fås i forskellige former: en nøglering, klistermærker til at sætte på fx Dankort og Rejsekort, en nål til at sætte på tøjet og en nøglesnor til at have om halsen.
Bor du i Rudersdal kan du kontakte demenskoordinatoren på telefon 46 11 50 46, hvis du vil høre mere om symbolet og er interesseret i at få et sæt med de forskellige udgaver, symbolet kommer i.
Der vil også være fokus på det nye symbol på Bibliotekerne i Rudersdal, som i de kommende uger sætter ekstra spot på demenssygdomme ved at give inspiration til relevant læsning om livet med demens.
Du kan læse mere om demenssymbolet på:
www.demensvenligtdanmark.dk